Hvordan laver vi vores pensumpodcasts?

  • Produceret af de lægestuderende til de lægestuderende, så de vigtigste pointer bliver prioriteret.
  • Sproglig korrektur ved Lubdubs redaktion, så det bliver så forståeligt og lettilgængeligt som muligt.
  • Der har været speciallæger, ph.d’er, professorer eller relevante eksperter ind over hver eneste udsendelse for at læse faglig korrektur, så vi sikrer at kvaliteten er helt i top.

Lubdub productions blev kontaktet af folkene bag pensumpodcast appen “Curriculy” i efteråret 2020, for at opstarte et samarbejde om pensum på kandidaten i medicin. Vi lagde ud med at producere 10 udsendelser til gyn/obs, men interessen var så stor og tilbagemeldingerne så positive at det blev tydeligt – Vi skulle have flere med om bord uden at gå på kompromis med kvaliteten af de første udsendelser.

Først og fremmest var det tydeligt at udsendelserne skulle produceres af de studerende selv. Vi kendte alle følelsen af at sidde til en forelæsning, hvor en professor gik i dybden med detaljer, som aldrig ville blive relevante for os som læger og slet ikke til eksamen, så det var essentielt at dem der lavede udsendelserne selv kunne bruge dem til at læse.

Når et manuskript var skrevet færdigt, blev det sendt til en sproglig korrekturlæser fra Lubdubs redaktion. Det at få en anden medicinstuderende ind over, der f.eks ikke nødvendigvis elsker hæmatologi lige så meget som podcasteren selv, gjorde at vi sikrede os at sproget blev forståeligt. Ikke bare for en der netop havde skrevet speciale om emnet, eller haft i forskningsår, men for den gennemsnitlige medicinstuderende.

Inden vi så satte os til mikrofonen for at optage, blev hvert manuskript sendt ud til en faglig korrekturlæsning, hos en ekspert inden for feltet. I de fleste tilfælde en relevant speciallæge, nogle gange så højtflyvende som en professor eller en overlæge og nogle tillod vi at slumme ned til en ph.d-studerende eller hoveduddannelseslæge og en enkelt gang, har en ingeniør med en forkærlighed for lungefysiologi, faktisk læst korrektur på et manuskript. Det vigtigste for os var at sikre, at det faglige niveau var tårnhøjt, så vores lyttere kunne lytte med med ro i sjælen.

Til sidst har det bare været at sætte sig til mikrofonen, klippe det sammen, komponere en jingle der passer til specialet og så få dem ud til jer studerende. Efter fire år hvor udsendelserne lå hos appen Curriculy (senere Penzum), lukkede de dog ned for deres projekt og i sommeren 2024 hjemtog vi så opgaven ved at udgive udsendelserne på vores egen hjemmeside.

Vi har gennem årene fået mere end 200.000 afspilninger, så vi kan ikke sige tak nok til alle de studerende som lytter med dag ud og dag ind. Det er på grund af jeres positive feedback at det bliver ved med at være sjovt og meningsfuldt at lave udsendelser til jer.

Rigtig god fornøjelse!